Vi udfører tæthedstest af én- og flerfamiliehuse samt erhvervsejendomme, herunder også laboratorier og renrum. Hvor der skal udføres tæthedstest i særligt store bygningsafsnit, som kræver flere blowedoors, arbejder vi sammen med Jeppe Westrup fra www.domicil.dk.
Krav i Bygningsreglementet
Fra 2006 stiller Bygningsreglementet krav om tæthed i byggeriet. Den lokale myndighed kan kræve dokumentation for tætheden i nybyggeri, før der udstedes en ibrugtagningstilladelse. Er dette tilfældet, udarbejder vi normalt tæthedsanalysen sammen med energimærkningen.
Sådan foretages en tæthedsanalyse
Tætheden søges maksimeret, for at undgå et stort uønsket ventilationstab, via spalter og sprækker i konstruktionen. En tæthedsanalyse foretages ofte ved hjælp af en blowerdoor. En blowerdoor er en ventilator som placeres i et vindue eller i en dør. Alle øvrige døre, vinduer og friskluftventiler lukkes. Blowerdooren startes, og skaber et bestemt undertryk i bygningen. Luftmængden som suges ud gennem ventilatoren registreres. Luften som suges ud, svarer naturligvis til den luft som siver ind, gennem uønskede spalter og sprækker i bygningen. Luftmængden må ikke overskride grænser fastsat i Bygningsreglementet.
Lokalisering af utætheder
I kolde perioder har man den fordel, at utætheder kan lokaliseres ved samtidig termografering. Metoden kan med fordel benyttes i den ældre bygningsmasse, idet f.eks. træk fra utætheder meget let findes. Desuden er metoden velegnet til analyse af, f.eks. boliger og arbejdspladser, hvor træk og kulde skaber et ubehageligt indeklima. I forbindelse med udarbejdelse af en vedligeholdelsesplan, kan det derfor være god fornuft i samtidig at foretage en tæthedstes, hvis der er mistanke om træk og kulde som dog er svært at lokaliserer.
Mere information om tæthedsanalyse og blowerdoor test
Du kan læse meget mere omkring tæthedsanalyse og blowerdoor test på Domicil.